Aktiviteter i Randers Afdelingen
|
Næste aktivitet |
Hvad er en sangskriver?
Et foredrag om at skrive sange, udgive musik og lave koncerter.
Mange sangskrivere sidder oftest derhjemme med deres pen og guitar for at forfatte deres sange. De skriver sange fordi de er nødt til det, fordi sangene bare kommer til dem, fordi idéer sidder fast og bare skal ud.
Men hvor bliver musikken af når man har skrevet den? Hvem skal sørge for den bliver spillet, hvem sørger for den bliver hørt og hvem sørger for den udvikler sig? Det handler i lige så høj grad om netværk, markedsføring og meget andet.
Lørdag d. 14. Marts kan du møde 3 meget forskellige sangskrivere. Vi har inviteret de 3 sangskrivere McKinley Black (US/Berlin), Vibeke Falden (Aalborg) og Morten Mosgaard (Aalborg) til Randers for at fortælle om deres vinkel på hvordan de kommer videre med deres sange.
Arrangementet er GRATIS for studerende, der deltager i foredraget samt medlemmer af Dansk Musiker Forbund.
Pris for øvrige: 50 kr.
|
Mckinley Black
Mød den 43-årige karismatiske, kvindelige singer/songwriter Mckinley Black der med sine sange vil røre dig dybt i hjertet. Med sin guitar, smukke musik og stemme formår hun med enkle ord og udtryk at skrive sange med stort indhold. Mckinley Black udgav sit femte soloalbum ”Temporary Longterm Setbacks” i oktober 2006 . Hun vil denne aften synge et udpluk af sange fra blandt andet denne plade og fortælle om sit begivenhedsrige liv.
Mckinley Black stammer fra Massa-chusetts, USA, og har skrevet musik siden hun var barn. Hun er uddannet på Berkley College of Music. Hun flyttede til Berlin sidst i 90'erne og oprettede i 2005 "Troubadour - Modern Minstrels" - en nu anerkendt singer/songwriter platform i Berlin, hvor sangskrivere fra hele Europa mødes.
Vibeke Falden
Vibeke Falden er 32 år og stammer oprindeligt fra Århus men har boet i Aalborg siden 1999. Hun færdiggjorde sin diplomuddannelse i rytmisk sang på konservatoriet i 2005. Hun har siden sin tilflytning til Aalborg været aktiv i mange forskellige musikalske sammenhænge; hun har eget pladeselskab, ’9000rec’, hun har indsunget radioreklamer for ANR Hit FM, skrevet en lokal grand prix vindersang, ’Kommer du, kommer jeg’, optrådt for daværende kulturminister Brian Mikkelsen, været sanger i det elektroniske duborkester Junkyard Productions og været nomineret til Rock Nord Prisen 2007 med sit tidligere orkester ’the moan’.
Morten Mosgaard
Sangeren og sangskriveren Morten Mosgaard er blot en af mange sider af en meget alsidig og aktiv person. Denne side af den 25 årige Morten er et blik ind i den rødhårede jævne musiker, som med rødderne dybt plantet i den jyske muld, og med en dyb respekt for sine forfædre og traditioner - skriver sange om tanker, opdagelser og ikke mindst sund fornuft! Morten spiller for det meste musik for børn og deres voksne eller passer rollen som formand for De Konservatorie-studerendes Landsråd – men intet kan stoppe lysten til at spille sine egne sange. Morten spiller neo-pop, pop der ikke rigtigt er til at sætte ord på.
|
Har du forslag til nogle aktiviteter vi skal sætte i værk, er du velkommen til at sende en mail. dmf-randers@mail.dk
|
|
|
|